Puder

Puden er prikken over i’et i din seng

Hvem har ikke prøvet at tage afsted på festival eller camping uden hovedpuden? Enten var der ikke plads til at få den med, eller også blev den simpelthen glemt. Eller prøvet at sove på et hotel, hvor hovedpuden mindede mere om en dørmåtte i betræk, end noget andet? Som regel er det først i sådanne situationer, vi opdager, hvor stor betydning vores hovedpude har for, at vi sover godt.

Står du og skal købe ny pude, finder du her lidt overskuelig information, som gerne skulle hjælpe dig til at blive mere bevidst om din pudes funktioner. Puder kommer nemlig i mange forskellige materialer, former og størrelser. Hvilken pude, der er den rigtige for dig, kommer både an på, hvilken stilling du sover i, din kropsfacon og hvad du synes føles behageligt. Derfor er det heller ikke sikkert, at den dyreste pude er den bedste for dig.

Dun og fiberfyld

Det nok mest kendte fyld i puder er dun/fjer (hvem har ikke set film med pudekampe, der ender i en regn af fine, hvide dun?). Puder med denne type fyld former sig efter dit hoved, samtidig med at de nemt og hurtigt kan puffes op igen. Selvom de giver efter, føles de altså bestemt ikke slatne. Som regel føles de nærmere ”fluffy” og faste, om end eftergivende.

Kvaliteten af både dyner og puder med dun måles i bæreevne på en skala fra 2-12. Des højere tal, des bedre kvalitet. En høj bæreevne indikerer, at der er tale om dun/fjer af høj kvalitet samt lang levetid. Dun/fjer bliver ofte kaldt ”naturfyld”. Fiberfyld er en betegnelse for syntetisk fyld, som besidder nogle af de samme kvaliteter som dun/fjer.

Dvs. at de også giver efter dit for hoved. Fiberfyld fremstilles af bl.a. polyester, hvorfor det er nogle af de billigste puder på markedet – men de fås selvfølgelig også i høj kvalitet. En af de store fordele ved puder med fiberfyld, er, at de er nemme at vaske og tørrer hurtigt. Så er man glad for, at kunne forme sin pude efter humør, vil man nok foretrække en pude med enten dun eller fiberfyld.

Memory foam og latex

Puder af memory foam og latex er formfaste. Puder af memory foam former sig efter dit hoved – men når du flytter det, hopper materialet tilbage til sin oprindelige form. Puder af latex lader også dit hoved synke lidt ned, men er endnu mere elastisk end memory form. Dette skyldes, at latex er en art gummi (som, når det bruges til puder og madrasser, bliver fremstillet med skumstruktur).

Puder af memory foam har ry for at være de mest ergonomiske. Til gengæld er puder af latex de bedst ventilerende, hvilket vil sige, at de mindsker risikoen for, at dit hoved sveder i løbet af natten. Hvilken pude, der passer til dig, kommer an på dine præferencer og dine individuelle behov. Men oplever du, at du får ondt i nakke eller ryg, og har du en pude med dun eller fiberfyld, bør du overveje en formfast pude.

Puder og ergonomi

Det er utroligt vigtigt, at din rygsøjle er lige, når du sover. Da din rygsøjle går hele vejen op til kraniet, så har din pude stor betydning for, om du sover ergonomisk rigtigt. En pude er altså ikke bare en pude – den er den vigtigste støtte for både din nakke og dit hoved. At noget er ergonomisk, betyder, at det medfører den sundeste fysiske stilling for din krop.

Har du smerter i ryg eller nakke, er der altså noget, der tyder på, at du sover med den forkerte pude. Udover smerter vil du også opleve, at din søvn bliver forstyrret, hvis du ligger dårligt på din pude. Memory foam og latex puder bliver ofte nævnt som de mest ergonomiske puder. Dette skyldes bl.a. deres faste form.

Både dun og fiberfyld har det med at blive mast flade, der hvor man ligger med hovedet. Dette gør, at man i løbet af natten kan komme til at ligge med hovedet i en uhensigtsmæssig position. Dette sker ikke med memory foam og latex puder, da de begge popper ud i deres oprindelige form, når du flytte hovedet.

Pudevalg og yndlings sovestilling hænger sammen!

Om du sover på ryggen, maven eller siden, har betydning for, hvilken form og størrelse pude, der er bedst for dig. Ligger du på maven, har du brug for en forholdsvist flad pude. Dette skyldes, at dit hoved i forvejen er tæt på madrassen, hvorfor din rygsøjle allerede er næsten lige. Det skal dog nævnes, at det ikke anbefales, at man sover på maven.

For det første er det ikke sundt, at nakken vrider så meget, som den gør, når man ligger på maven. For det andet er det heller ikke sundt for dine indvolde. Nogle anbefaler derfor, at man køber en pude af enten memory foam eller latex, idet de ”tvinger” én til at ligge enten på ryggen eller maven.

Sover du på ryggen, skal du heller ikke have en pude der er ret høj, igen fordi dit hoved allerede er tæt på madrassen. Sover du derimod mest på siden (som i øvrigt er den oftest anbefalede sovestilling), så har du brug for en høj pude. Det har du, fordi dine skuldre gør, at dit hoved kommer til at ligge langt fra madrassen. Dermed kommer din rygsøjle til at ligge skævt, hvis ikke du får hovedet løftet op.

Den allergivenlige pude

Puder med dun er i udgangspunktet de mest allergivenlige, netop fordi der er tale om naturfyld. Det betyder, at der har været færre kemikalier involveret i fremstillingsprocessen, end ved de kunstigt fremstillede typer fyld. Ift. husstøvmideallergi er det vigtigste dog, at din pude (og dyne for den sags skyld) kan vaskes ved minimum 60°.

Fordi fiberfyld er nemmere at vaske og tørre, er der nogle der mener, at de er mere energivenlige end dun. For at husstøvmiderne alle sammen dør, er det nødvendigt at vaske alt, hvad du kan vaske, i din seng. Dvs. også din rullemadras og betrækket på din topmadras. Helst skal du vaske disse 4 gange om året – og sengetøj skal du vaske ca. hver 14. dag. Sørg desuden for at lufte godt ud hver dag. Så lider du eller din partner af husstøvmideallergi, så sørg for, at den pude, du køber, kan vaskes ved minimum 60°.