Dobbeltseng
På jagten efter god søvn giver det god mening at tage udgangspunkt i sengen. En dårlig seng kan i høj grad påvirke din søvn, og her det ofte kvaliteten af madrassen eller størrelsen på sengen, der er problemet. En dobbeltseng kan ofte være løsningen til en bedre søvn, da den giver dig mere plads. Selvom vi måske ikke tror, at vi har brug for særlig meget plads til at sove, kan vi nemt komme til at ligge i ubehagelige stillinger, der påvirker søvnkvaliteten, eller vågne mere ofte på grund af manglende plads til at bevæge os. Her er en dobbeltseng altså en stor hjælp.
Hvad er en dobbeltseng?
En dobbeltseng kan faktisk være mange ting, og det kan være meget individuelt, hvad man betegner som værende en dobbeltseng, og hvad man tænker på som en trekvartseng eller halvanden mands seng. Typisk vil man dog sige, at senge, der er bredere end 160 cm, betragtes som dobbeltsenge.
Som navnet indikerer, er en dobbeltseng designet til at kunne bruges af to mennesker. Den er derfor et populært valg blandt par, der sover i samme seng. Den ekstra plads gør det nemmere at få en god nats søvn uden at forstyrre hinanden. Mange af os bevæger os i søvne, og en begrænset plads kan betyde, at vi kommer til at støde ind i hinanden i søvne. Derudover kan selve den viden om, at der ikke er særlig meget plads påvirke os ved, at vores underbevidsthed vækker os automatisk hver gang, vi har brug for at skifte stilling.
Dobbeltsenge fås i mange forskellige typer. Det er derfor svært at komme med en fast definition udover, at de er store nok til, at to mennesker kan sove på dem. Den helt almindelige, traditionelle dobbeltseng er blot en madras på ben eller med en sengeramme. Denne type dobbeltseng finder man i mange hjem, og den kan sagtens være den helt rette løsning for mange.
Dobbeltsenge fås dog også som elevationssenge, kontinentalsenge og endda som sovesofaer. Disse forskellige typer kan vælges, alt efter de ønsker og behov man har for sin søvn og for sit hjem. Har man begrænset plads, kan sovesofaen være et godt valg, men man kan også vælge en halvanden mands seng, som kan passe ind på det lille soveværelse. Den bedste dobbeltseng er den, der opfylder dine behov på bedst mulige vis.
Størrelser på en dobbeltseng
Dobbeltsenge kan fås i flere forskellige størrelser. Som nævnt bliver dobbeltsenge ofte defineret som senge, der er bredere end 160 cm, men nogle mener dog også, at 160 cm kan defineres som en dobbeltseng, mens andre ville kalde det en halvanden mands seng.
Dobbeltsenge vil typisk kunne fås med de følgende mål:
- 180×200 cm
- 200×200 cm
- 180×220 cm
- 200×220 cm
Selvom det er bredden på sengen, der definerer, om der er tale om en dobbeltseng eller ej, er længden ikke irrelevant. Ligesom med bredden kan en for kort længde nemt komme til at påvirke din søvn, hvis du er høj. Derfor kan det være en fordel at vælge en længere seng på 220 cm fremfor de 200 cm, der er mest almindelige.
Hvilken sengeramme skal jeg vælge?
Når det kommer til at få sengen til at passe ind i indretningen, kan sengerammen eller sengestellet gøre den helt store forskel. Du kan få sengerammer i mange forskellige designs, og du kan derfor vælge en, der passer godt sammen med resten af din bolig. Dog bør du altid have kvalitet og komfort i tankerne. En flot sengeramme er ikke det værd, hvis den kommer til at gå ud over din søvn.
Når du leder efter en sengeramme til dobbeltseng, er det en god idé at tænke over dine behov. Sengerammen er den, du lægger din madras i, og den bestemmer altså, hvordan madrassen kommer til at ligge. Sengerammer kan altså også bruges til at få høje senge, der er nemme at komme ind og ud af, og som er nemme at gøre rent under eller opbevare ting under.
Når det kommer til søvnkvaliteten, vil en sengeramme typisk ikke have den helt store effekt. Her er det nemlig madrassen, der gør den store forskel. Sengerammen skal dog være bygget godt, så madrassen holdes stabil.
Er du bare på udkig efter at få din seng til at se pænere ud, kan du også overveje blot at købe en dekorativ sengegavl.
Kan jeg få en dobbeltseng med opbevaring?
At have nok plads til opbevaring er nok et problem de fleste af os kender til. Især hvis man bor i en lille lejlighed, eller man blot har mange ejendele. Derfor giver det rigtig god mening at udnytte pladsen under sengen til opbevaring. Der er typisk en del mere plads, end man måske lige tror, og det er et område af hjemmet, som alligevel ikke bliver brug til andet. Desuden kan det betyde, at du slipper for at støvsuge under sengen.
Der findes mange sengestel og –rammer med indbygget opbevaring, der gør det nemt at holde styr på alle dine ting i soveværelset. Nogle senge har indbygget skuffer eller skabe, mens andre er designet sådan, at hele madrassen nemt kan løftes op, så man kan tilgå opbevaringspladsen under den.
Det er muligt at få en billig dobbeltseng med opbevaring, der gør det nemt at holde soveværelset ryddeligt. Dette kan gøre det nemmere at slappe af på soveværelset og få en god nats søvn.
Hvilken type madras skal jeg vælge til en dobbeltseng?
Når det kommer til at finde den bedste dobbeltseng til dine behov, er det madrassen, du bør fokusere på. I sidste ende er det nemlig den, der kommer til at gøre forskellen for din søvn. Der findes flere forskellige madrasser på markedet som for eksempel box–, skum- og springmadrasser.
Når du skal finde den optimale madras, er hårdhed, størrelse og materiale vigtige faktorer. Mange af os sover på en madras, der enten er for hård eller for blød uden, at vi er klar over det. Som udgangspunkt afhænger den optimale hårdhed af din vægt. Hvis du vejer mere, bør din madras være hårdere, mens den skal være blødere, hvis du vejer mindre. Dog er der også personlige præferencer at indtænke.
Giv dig god tid til at vælge din madras og sørg for, at du får prøvet den af, inden du træffer dit endelige valg. Du kan sagtens være heldig at få dig en billig dobbeltseng med en god madras, hvis du holder øje med gode tilbud løbende.